Mørkets magt og vanen tro høje ambitioner

Sæsonen 2023-2024 er i fuld gang, og vi nærmer os juleperioden med hastige skridt. Det betyder travlhed – også hos Grey-Hounds – hvor ønsket om at spille ishockey – vanen tro – kommer under pres.

Det mærkes allerede nu, hvor holdet må hente forstærkninger til træning og kamp, fra bl.a. tidligere (og måske kommende) Grey-Hounds spillere, for overhovedet at kunne stille hold. Selv halv skadede spillere forsøges trukket ind til træning for at udfylde en (stå-)plads til en del af træningen. Dagligt arbejdes der hårdt i kollissen på at skrabe mandskab nok sammen til der kan laves ”holdtræning”, i stedet for ”kun” individuel træning – selv om der er brug for begge dele!

Ved sæsonstart var der stor opbakning til at melde holdet til MHL – Vanen tro. Og vanen tro falder opbakningen proportionalt med dagens aftagende længde. I stedet drives holdets ellers så faste stamme af spillere mod andre konkurrende aktiviteter i spillernes egne lokalområder, såsom; i hast etablerede ”Oktoberfester”, adhoc nedsatte dige- og vandpumpelav med deraf tidsrøvende ”træningsaktiviteter” på mærkelige tidspunkter af døgnet, andre kulturers ekstremt ressourcekrævende aktiviteter som halloween, onsdag aften gymnastik, weekendarbejde og andre ligegyldigheder. Flere af holdets ”grundstamme” er endnu ikke dukket op til træning! Det presser holdes, som indtil videre trods alt har formået at gennemføre de planlagte kampe hjemme og ude. Men med den manglende opbakning kan man med rette spørge hvor lang tid der går før Grey-Hounds må aflyse kampe?

Det forudses og den negative udvikling kulminerer omkring Odense Ishockey Klubs efterhånden veletablerede turnering New Years Cup, hvor spillerne fra de forskellige hold bliver blandet ved lodtrækning. Her vil vi se en kort opbakning og opblomstring af den velkendte Grey-Hounds ånd – Kampen om den interne håneret. Nytårsforsæts indflydelse vil naturligvis også kunne ses på Grey-Hounds i form af opbakningen til træning og kampe omkring årsskiftet. Men tendensen efter Nytår vil sandsynligvis være, at spillernes deltagelse til træning og kamp vil stige proportionalt med dagens tiltagende længde. Det hele kulminerer med en massiv deltagelse i sæsonens afsluttende turnering Odense Open, hvor der igen vil være kamp om pladserne til holdopstillingen. Det store spørgsmål, som hvert år giver flere grå hår til træner og holdledere, vil så være; hvem skal have plads i startopstillingen? Et spørgsmål der i den grad udfordrer holdets etiske grundværdier.

Vi kommer ikke uden om, at også Grey-Hounds udfordres af mørkets kræfter.

Share Button